Dette er blevet mit liv.

Forstil dig at du ser to lyserøde streger på testen. Forstil dig hvordan disse to streger vil give dig den største kærlig, men så skal man også huske: Systemet.

Det system der burde hjælpe børn og forældre, skabe familier. Men det er ikke det system vi har. 

Vi har et system der ser kroner og øre, der dømmer uden at vide, der konkludere uden nogle faglig grunde ud fra intet andet end deres fordomme. 

Jeg er en kvinde der har nogle diagnoser efter en voldsom barndom. Og ved i hvad? Pga. min barndom kan jeg åbenbart ikke elske andre.

Min mor ønskede jeg endte mit liv, så derfor kan jeg ikke give omsorg og nærvær til andre.

Jeg er opvokset med en voldlig mor og stedfar, derfor kender jeg kun kærlighed som vold.

Disse er ikke engang 1% af hvad jeg har skule hører fra kommunen siden jeg blev gravid i 2023.

Men mens de så sort/hvid omkring min mor, glemte de noget meget vigtigt: MIN FAMILIE.

Ja, min mor hader mig og det har jeg tit skulle høre på fra både hende og andre.

Men jeg har en fantastisk far som altid har elsket mig, trøstet mig, givet mig omsorg af alle slags.

Min lillebror der nærmere er en søn men som elsker mig for den jeg er og den jeg altid har været for ham. 

Min mormor, der gik gennem himmel og jord for mig, også hvis det betød at hun skar min mor af. Min mormor var mit et og alt frem til hun gik bort.

En farmor hvor man altid er velkommen, man altid må være sig selv på godt og ondt.

En onkel der altid tager telefonen når man ringer, som man kan tage op og bare have det sjovt med. En onkel som er overbeskyttende. 

En faster som har været der gennem alle hjertesorger, alle glæder, været en vidunderlig rollemodel og det er hun stadig. 

Se det var "blod"-familien, men jeg har mere familie end bare det. 

Jeg har min fars ekskæreste som jeg kalder mor, og de var sammen flere år inden jeg overhovedet var i tankerne. Og hun kom ind i vores liv da jeg var 17'år. Hun tog sig tid til at lære mig at kende, ikke som min fars datter men MIG.

Første gang hende og jeg mødtes tog hun mig med til Lyngby på Mette Blomsterbergs café fordi hun vidste at jeg elsker at bage.

Jeg har min bedsteveninde, som aldrig dømmer men altid griner med mig.

Jeg har min bedsteven, der har været der igennem nogle modbydelige ting.

Så ja, jeg har været omkring vold og had. Men jeg har været endnu mere omkring kærlighed.

Men dette er kommunen ligeglad med, som i seriøst ligeglade. Da der skulle laves en børnefaglig undersøgelse bad de os om kontaktoplysningerne på vores familier og netværk. Men de numre blev smidt væk igen, fordi de ville kunne skabe et helt andet billede end det kommunen ville tegne.

De vil nemlig gerne tegne mig som en person der lever for sine diagnoser, der aldrig sætter andre før mig selv, en person der ikke kan se andres behov eller tilsidesætte mine behov for andre.

En person der er så ustabil at jeg nærmest er farlig, umoden, ikke i sat til mentalisering, ikke kan møde mit barn i deres behov og udvikling.

Men havde de taget fat i familie og netværk ville det være umuligt for dem at tegne mig sådan. 

Ja jeg har diagnoser, MEN JEG ER IKKE MINE DIAGNOSER.

Ja jeg har nogle udfordringer med visse ting, fx at tanke fordi benzin lugten trigger min PTSD.

Ja jeg har ar på arme og ben, men jeg har ingen sår.

Ja jeg kan have svært ved nye mennesker og/eller mange mennesker på en gang.

Men jeg er også en person der ikke giver op. Den med fx. benzin har jeg måtte erkende nederlag, men der har jeg en kæreste og venner der hjælper mig med at tanke når det er nødvendigt. Men jeg kommer ud blandt nye mennesker, jeg arbejder på mig selv, jeg er ikke længere selvskadende og har jeg ikke været siden før jeg blev gravid.

Jeg har aldrig kunne finde ud af at sætte mig selv først, og det er sandheden.

Jeg kan være sengelagt med et brækket ben og stadig holde fødselsdags fest for min kæreste fordi han fortjente det. Gjor det med stiv arm.

Jeg kan være max stresset men stadig have timer til at snakke med hvem der har brug for det. 

Jeg kan være bundet op med skole og eksamener men når telefonen ringer og min faster har brug for hjælp så er jeg på det første tog mod hende.

Passe mine daglig gøre mål fra jobcenteret når min farmor skal opereres? Nej tak, jeg er ved hende og hjælper hende på benene igen. Selv efter hun falder ned over mig og giver mig et brud i knæet, hjælper jeg hende op, og dette er faktisk sket.

Jeg kunne have været ligeglad med min lillebror da vi stadig boede ved vores mor, men nej! Jeg sørgede for han kom i bad, i skole, 3 måltider om dagen, skole-hjem samtaler, planlægning med andre forældre så de kunne have ham med til hans judo træning, hjalp med lektier, skaffede penge så jeg vidste at han kunne få 3 måltider hver dag selvom det så betød jeg ikke spiste hver dag. Og alt dette, var som 11-14'årig.

Det ligger ikke i min natur at være egoist, selvfed, eller på anden måde selvoptaget. Jeg har så meget kærlighed og den giver jeg til alle jeg møder.

Men men, jeg kan også blive rigtig stejl når jeg bliver jokket nok på. Og det gør børn og unge systemet. 

Jeg passer deres arbejde, husker dem på lovgivninger de skal overholde, aftaler, undersøger, og alt andet for dem.

Jeg kæmper for at få mit barn hjem! Et barn der er blevet fjernet på løgne og fordomme. Et barn der er blevet fjernet fra sine forældre fra et mor/barn hjem der havde en opgave: psykisk terror. Det eneste gode ved at mit barn blev fjernet, er at hun kom væk fra det sted, da det er sundhedsfarligt! 

Men at kommunen har ladet det komme så langt ud trods masser af forsøg at komme i kontakt med dem omkring det sted syntes jeg er modbydeligt. De skulle være der for os borger, men hvis vi ringer efter hjælp på sådan et sted så er det os der er et problem. 

Kommer til at lave et indlæg om det mor-barn hjem på et senere tidspunkt, er i kontakt med en journalist som har opdaget hvor slemt det sted er.

Kommer til at lave flere indlæg her inde om forløbet i vores sag, lovgivning, paragraffer, gode og dårlige kommuner og advokater, psykologer til FKU'er osv.